Fra landkrabbe til søulk

 

FRITID Flere solgte både, flere danskere med en søulk i maven, flere sejlere med papir på deres kunnen. Hvad er det, der trækker så mange ud på havet? Fri tog på et tre dages introkursus for at smage på søen og blive klogere på det med sejlads og sømandskab.

 

Af Gitte Holtze  FOTO: ERIK REFNER

 

»Regntøj får jeg da ikke brug for,« tænker jeg, mens jeg kører mod Skovshoved Havn under en himmel, der er som støvsuget for skyer.

Det er onsdag eftermiddag, og jeg skal de næste tre dage have min debut ud i sejlads: Jeg skal lære selv at få sejlene op og ned, fortøje båden og forstå det der med knob og sømil. Mit udgangspunkt er ingenting. Som i absolut landkrabbe. Bortset fra en kano i Sverige har jeg aldrig nogensinde været om bord på noget, jeg selv skulle være med til at styre.

Og nu skal jeg så på et såkaldt gastekursus, der, når jeg er »udlært« på fredag, gerne skulle have lært mig nok om opgaverne om bord, til at jeg kan entre et hvilket som helst fartøj og gøre det samme. Men kurset bliver i lige så høj grad brugt som en introduktion til det virkelige sejlerliv, så man kan blive klogere på, om det der med at sejle er noget for én, inden man køber båd eller bruger tid på at tage et duelighedsbevis.

»En kano er altså nemmere,« tænker jeg ved mig selv, da jeg klodset har møvet mig ombord på Galathea, (ikke noget med landgangsbro – her kravler man fra bådebro til dæk), som skibet hedder, og ser alle de reb og knob og mærkelige dingenoter, der er på sådan en skude. Jeg går ned i kahytten for at lægge min taske.

»Bare læg den ind til bagbord,« råber skipper og instruktør Preben Leenders efter mig.

Bagbord?

»Venstre,« tilføjer Preben hjælpsomt.

Oppe igen er resten af mine medkursister ankommet. Vi er fire. Susanne, Suzette, Gitte og undertegnede. De har prøvet at sejle før. To af dem har bedre halvdele, som er dedikerede sejlere, og nu vil de gerne lære, hvordan de kan gøre nytte, når de er med ham på havet.

»Jeg gider ikke bare gå i vejen,« siger Suzette.

»Jamen, så er du kommet det rigtige sted hen,« siger Preben veloplagt, og så er det tid til at klæde om. Eller klæde på. For mens jeg står og tæller på knapper, om jeg skal tage regntøjet på eller ej, hiver de andre kvinder skibukser, uldsokker og strikhuer frem. Preben har også noget, der minder om en flyverdragt på, og jeg ender derfor med at trække regnbukserne på. Uldsokker har jeg ikke med, for hvor koldt kan det være?

Vi får udleveret hver en redningsvest, og som fire klumpede pingviner følger vi med Preben ud i stævnen – den forreste del af skibet. Herfra gennemgår han metodisk alt, hvad der er på skibet, og slynger om sig med begreber: Klampe, bom, fendere. Navnene svirrer rundt i hovedet på mig, og da han efter gennemgangen af hele skibet siger, at vi nu er klar til at sejle ud, føler jeg mig som et barn i 1. klasse med en Søren Kierkegaard tekst. Er vi klar til at sejle? Nu?

Men ud på havet kommer vi, Preben viser os, hvordan man hejser storsejlet, og bagefter hvordan forsejlet rulles ud. Begge dele er forholdsvis simpelt.

Og så sejler vi. Sørme.

Med kurs MOD vinden, for det går hurtigst, siger Preben og fortæller om dengang i Vikingetiden, da man troede, at man kun kunne sejle i medvind.

Hmm, så mærkelig en tanke er det vel heller ikke, tænker jeg, der indtil nu har haft lidt samme idé. Men ser lyset, da Preben pædagogisk forklarer, at det er ligesom at smutte mandler, når sejlet står i den rigtige position i forhold til vinden og vandet. Han forklarer også, at vi ikke sejler direkte mod vinden, men krydser op mod den, som det hedder på sejlersprog.

Hvorefter han med et skævt smil fortæller, at som fælge på biler fungerer som potensforlængere, er det et sejlskibs evne til at sejle tæt på vinden – altså direkte mod vinden – der giver såkaldt seacredit. Der kan man bare se.

Jeg får adskillige øjenåbnere af samme art de næste timer. For eksempel går det hurtigt op for mig, at det ikke bare er for underholdningens skyld, at sejlere altid hænger ude på kanten af skibet ved kapsejladser. En sejlbåd er simpelthen ikke beregnet til at befinde sig i vandret position – i hvert fald ikke, hvis man vil bare en lille smule fremad.

 

Preben tier. Og kun med lyden af bølgernes slag mod Galathea glider vi hen over vandet, den kolde forårssol brager på smukkeste vis ned over os, og Nordsjællands kyst ligger bredt ud foran os. En boblende følelse stiger op i maven på mig – det er jo sjovt, det her.

»Skal vi vende?« spørger Preben.

Vi vender. Suzette, der lige nu har tjansen bag det enorme rat, kigger op over storsejlet, hvor der befinder sig en pil, der indikerer vindretningen, hvorefter hun drejer roret, indtil kursen er 90 grader på den forrige. Imens skal vi andre sørge for, at forsejlet følger med. I den ene side af båden skal der slækkes på rebene til sejlet, mens man i den anden side skal hive i dem ved at bruge et såkaldt skødespil til den manøvre. Skødespil var indtil i dag et ukendt ord for mig. Nu ved jeg, at de er en anordning, som man fæstner rebet – der så naturligvis hedder et skøde – i, hvorved man kun skal bruge en brøkdel af kræfter på at trække sejlet ind. Smart.

Vi vender adskillige gange, kun afbrudt af en kaffepause.

Hvordan skal vi drikke den, når alting foregår i en vinkel på 25 grader, tænker jeg, men siger ikke noget, for mine tæer savner nu seriøst de uldsokker, jeg så kækt lod blive hjemme, så jeg vil gerne have noget varm væske. Og føler mig i øvrigt allerede – i hvert fald lidt – hjemme i den skrå position, min verden har indtaget.

Efter kaffen fortsætter vi med at vende, sejle, vende, sejle en times tid endnu, mens Preben fodrer os med et par skrøner fra de syv have. Jeg føler allerede, at jeg ved meget om sejlads. Men okay, i forhold til for et par timer siden er min viden jo så også steget med 100 procent.

Tusmørket er begyndt at sænke sig forsigtigt over os, og vi sætter kursen mod Skovshoved Havn. Preben starter motoren, lige inden vi når havnen. »Aha,« tænker jeg, »så er det jo ingen sag at parkere.«

Det er vigtigt at lægge mærke til vinden i forhold til, hvor vi skal lægge til, forklarer Preben. Alfa og omega er ikke at støde ind i noget, så vi skal dels hænge fenderne ud i den side, båden driver til, dels springe i land og fortøje i modsatte side. Samtidig skal en af os stå i stævnen og med armene signalere, hvor langt vi er fra bådebroen. Og endelig skal en anden fortøje båden på de pæle, der er agter – bag båden. Det er mange opgaver, og selv om vi nikker, farer vi alligevel forvirret rundt, da vi skal udføre dem.

Men det lykkedes uden at skramme Galathea, og Preben er diplomatisk nok til ikke at sige noget om den manglende elegance i udførelsen.

»Nu skal vi have en whisky,« siger han i stedet. Og selv om jeg normalt kun drikker whisky tilsat kaffe og flødeskum, er denne den bedste, jeg nogensinde har fået. Jeg er trods regntøj og fire sweatere gennemkold. Og da jeg forlader Galathea efter min første aften som sejler, kan jeg ikke mærke mine tæer.

 

Torsdag

Jeg er allerede en sejler. Jeg har tjekket vejrudsigten og lagt mærke til vinden og vindretningen, noget, jeg normalt aldrig skænker en tanke. Og har to huer, en ekstra sweater og ikke mindst uldsokker med, da jeg, lidt mere elegant end dagen før, kravler om bord på Galathea torsdag eftermiddag.

I dag skal vi starte med at lære en række knob. Pælestik, ottetalsknob, dobbelt halvstik. Jeg føler mig sat tilbage til spejderlivet, da vi sidder og klunter med reb og snore. Ud, ind, rundt om, ind igen.

»Det lærer I,« siger Preben overbærende. »Når man har gjort det nok gange, sidder det.«

Gad vide, hvor mange gange, det er, tænker jeg ved mig selv.

Bagefter mosler vi ind på land for at lære at kaste en fortøjning. Man skulle tro, at det ikke krævede særlige kundskaber at kaste en smule reb, men det gør det altså – i hvert fald hvis vi fire er et repræsentativt udsnit af nybegyndere ud i rebkast. Så vi bliver alle sammen klogere på, at hvis man vil undgå, at ens fortøjning havner i vandet i stedet for på bådebroen, skal man kunne mestre et langkast i reb, hvilket – lettere sagt end gjort – handler om at tage fat i den rigtige ende og finde underhåndskastet frem.

Herefter sejler vi over på den anden side af havnen, hvor vi skal ind og ud af en – synes jeg – meget smal plads for at øve den der parkeringsmanøvre. Eller lægge til, som det hedder blandt fagfolk. Og det er tydeligvis nødvendigt at øve, for selvfølgelig kan vi ikke huske ret meget fra gårsdagens læggen til. Vi gør det et par gange, for at vi alle kan få lov at kaste fortøjningen på land, selv hoppe efter og lynsnart fortøje båden. Og vi lærer også alle, at det er essentielt at få rebet lagt om pullerten – som den lille ståldims, man fortøjer på, er døbt – på den rigtige måde, for ellers står man der og skal med egne kræfter trække bådens mange tons i land. Hvilket sjovt nok ikke er muligt. Til trods for, at vi lige har øvet rebkasteriet, slipper vi heller ikke for, at fortøjningen ryger i vandet et par gange, så i samme ombæring får vi også repeteret Prebens ord fra i går: »Tag altid vanterne af, inden I rører ved vådt tovværk. Hænder kan tørres, våde vanter tørrer kun langsomt.«

Herefter skal storsejlet sættes, og jeg får til opgave at hive det op. Jeg river og rykker af alle kræfter og finder på den konto ud af, at sejlads ikke er for folk med alt for slappe muskler. Og det gælder ikke kun for storsejlet, det kræver også sin kvinde at mestre skødespillet og forsejlet.

Vi sejler mod syd, helt ind til Svanemølle Havn, hvor vi er så tæt på folk på land, at vi kan vinke til dem. Og det gør vi så. For det der med at vinke er tilsyneladende noget, man gør meget her til havs. Vældig hyggeligt.

På vej tilbage mod Skovshoved Havn viser Preben os den såkaldte mand over bord manøvre med en fiktiv mand.

Herefter er det tid til kaffe og den medbragte mad. Mine fødder har det, trods sokkerne, koldt, så kaffen er velkommen. Men pausen bliver lige lovlig lang, da Preben fastslår, at vi har medvind hele vejen tilbage til Skovshoved, så vi kan fra nu af læne os tilbage og bare nyde roen på havet.

Muligvis er vi for påvirket af hverdagens stress og jag, muligvis har vi endnu ikke nok saltvand i årerne, men ingen af os har tålmodighed. Susanne mener efter ganske få minutter, at nu kan vi altså godt få fyret op for motoren, for vi kommer jo ingen vegne.

Men det er ganske givet også nemmere at finde fred i sig selv og himmel og hav, når man ikke sidder på et mørkt Øresund en iskold forårsaften.

Dag nummer 2 slutter ligesom dagen før med whisky. Tilsat et langt varmt, meget varmt, bad, da jeg kommer hjem.

 

Fredag

Hvor vi de to forrige dage har haft høj sol, har vejrguderne i dag besluttet at drapere himlen med grå skyer og oven i hatten smide en livlig vind ind over os. Til gengæld er det ikke så koldt – eller også er vi allerede hærdede sejlere. Det sidste er nok tvivlsomt, i hvert fald klumrer vi temmelig meget i det, da vi skal repetere de knob, vi lærte i går. Og det går ikke meget bedre, da vi sejler ud og skal sætte sejl, vende, hive forsejlet fra side til side. Jeg indtager gentagne gange den forkerte position i forhold til skødespillet.

»Sæt dig overskrævs på kanten,« siger Preben.

Hvilket jeg forsøger, men ender i stedet halvvejs nede på gulvet – viklet ind i diverse reb, da vi i det samme krænger voldsomt.

Om det er fordi, vi har Berlingskes sejlerkyndige fotograf med, at vi fjumrer så meget, skal jeg ikke kunne sige, men Preben må adskillige gange gentage sig selv. Og han er ekstra opmærksom på os i dag, fordi bommen med storsejlet sidder helt ude i den ene side på grund af vinden. Og ja, bommen er den, som Anders And altid får i hovedet, når han er til havs. Og som kan slå en voksen mand ihjel, hvis den pludselig svinger og rammer ham. Så efter at den én gang har foretaget et sådant pludseligt sving, bevæger vi os alle fire i duknakkede positioner.

Efter en times tid sejler vi tilbage til Skovshoved og sætter fotografen af.

»Blev han søsyg, han så noget bleg ud?« spørger Susanne.

Det er ikke til at vide. Ifølge Preben kan søsyge ramme selv den bedste.

Det gælder også Suzette, som får for meget af Galatheas rock og rul. Men vi parkerer hende bag rattet, hvor hun fra første parket kan se horisonten – for, som Preben forklarer, har man tendens til søsyge, er det en virkelig dårlig ide at gå ned i bunden af skibet. Hvilket jeg erfarer, da jeg lidt senere er nede og hente en pose tyrkisk peber og bliver kastet rundt langt voldsommere, end det føles på dækket. Til gengæld observerer jeg, at der i kahyttens køkken er installeret et komfur, der ikke er fastmonteret, men følger skibets bevægelser.

»Ja, man kan skam bage pandekager i ganske høj sø,« siger Preben.

Er man mere til action end meditation, er netop den høje sø fantastisk, og Preben går smilende med til, at vi får lov at opleve, hvor meget skibet egentlig kan krænge.

»Vi kan IKKE vælte,« beroliger han os, inden han justerer sejlene og instruerer Suzette bag rattet.

Gitte ser noget bleg ud ved tanken om det forestående eksperiment. Hun befinder sig i den side, vi krænger til, og da vi til sidst ligger så meget ned, at hun nærmest sidder på vandet, er hun iført et stivnet smil. Susanne og jeg troner på kanten i den anden side som et par galionsfigurer øverst på et skib, der befinder sig i en position, det ikke er beregnet til. Men sjovt er det, og bortset fra Gitte hujer vi alle sammen højlydt, da vi når op på en krængningsgrad højere, end hvad der kan måles på Prebens apparater. Og selv om han forklarer, at det ikke blæser helt nok til, at vi krænger de magiske 45 grader, FØLES det som 45. Eller mere. Meget mere, faktisk.

Tilbage i en noget mere horisontal position sætter vi for sidste gang kurs mod Skovshoved Havn. Storsejlet skal ned, og hvordan Preben gør det, når han er alene på båden, fatter jeg ikke. Gitte er nødt til at støtte mig, mens jeg hænger mig i det forbaskede tunge sejl for at få det ned – mens vi krænger fra side til side, vinden flår i min jakke, og vi glider rundt på dækket, der er glat af havvand.

Og så er det tid til den sidste whisky, mens vi varmer vores i dag knap så forfrosne fødder i den varme kahyt og evaluerer de sidste tre dages oplevelser.

Suzette er klar til at være kaptajn på sin mands skude, og Susanne har fået lidt mere styr på de mange begreber, man opererer med til søs. Og jeg, der i onsdags var jomfru ud i sejlads, har opdaget en helt ny verden.

Jeg går fra borde med mit regntøj under armen. Som jeg, da jeg kommer hjem, lader hænge i gangen i stedet for at pakke det væk. For jeg kommer til at få brug for det igen om ikke så længe. Jeg er kun lige begyndt på sejlerlivet.

giho@berlingske.dk

 

Artikel fra Berlingske Tidende, Fri

Top