Dagbog fra et ugekursus

Fælles liv på havet.

 

Vi har købt en gammel båd, Norlin 34 fra 1974, sammen med vores ven, der er halvgammel som os andre, men som har sejlet i hele sit liv. Vi er stort set uerfarne med at sejle i store kølbåde og i dag er alle både bare meget store. De fleste er helst over 10 meter. Vi har haft lyst til at sejle i mange år og nu stod båden vi skulle købe, på land og ventede på os. Samtidig ville vi gerne, at alle vores børn fik grundlæggende viden om at færdes på havet, men af praktiske grunde blev det de to yngste vi skyndte os at indkalde og foreslå, at vi tog på et ugekursus med henblik på at erhverve duelighedsbevis. Vi var så heldige, at de begge syntes det lød spændende og begge kunne afsætte en uge væk fra vennerne, ferie og arbejde. Det viste sig at blive en rigtig sjov og udfordrende oplevelse for os alle.

 

Den del af familien der skulle på kursus bestod således af os forældre i vores bedste alder (51 og 58 år) og de yngste på henholdsvis 23 og 18 år. Vi troppede op en sommer morgen med nye sejlergummistøvler, shorts, regntøj, bikini, blyanter, duelighedsbogen og en computer til dagens refleksioner. Det sidste kunne jeg godt have sparet mig, for et intensivt kursus betyder klart nok at man arbejder fra morgen til aften og meget hurtigt begynder at drømme om signallys om natten og udregne positioner fra tidlig morgen.

 

Vi skulle opholde os på båden, en Hanse 37 i en uge, som er en dejlig båd at starte sin sejlerkarriere i. Morgenmaden stod klar og inden vi fik drukket en halv kop te var vores meget professionelle og engagerede instruktør i gang med at sætte os ind i livet ombord og dets mange praktiske rutiner. Det første var dog at udfordre os forældre på vores vante positioner, ved at understrege vore nye roller som besætnings-medlemmer. Her er familiestrukturen sat ud af kraft og der foregik en del aflæring af de automatiske forældrereaktioner undervejs. Som familie fik vi lejlighed til at opleve hinanden på en anderledes måde og være sammen om en fælles læringsproces. Det passer os alle godt, at vores båd bliver et fælles projekt, hvor alle har forudsætning for at føre båden og de unge ved, hvordan de skal samle de gamle op af bølgerne, hvis vi skulle miste balancen.

 

Vi fik gennemgået skibet og sovepladserne blev fordelt. Forældrene ud foran, de to søskende i en sidekahyt, hvor der indledningsvis var god plads, men efterhånden blev mere ”huleagtigt” i takt med at tøjet kom ud af taskerne. De sidste dage kunne de lige hoppe på et ben op i køjen, resten af dørken var fyldt op af tøj. Modsat stod det til i skibets anden sidekahyt, hvor vores instruktør sov. Der var ryddet op om morgenen, som det naturligste i verdenen. På et oprydningsbarometer lå vi forældre sådan nogenlunde midt i mellem, men jeg mener, at vi fik mere styr over det i løbet af ugen. Måske havde vi også taget et par bluser og en læbestift for meget med.

 

Så gik det ellers løs med at lære om livet på havet. Hver formiddag de næste 6 dage sad vi godt under dæk med søkort, kompaslineal, passer og viskelædere. Det sidste er vældigt godt at have med til alle de streger man efterhånden får sat på søkortet. Vi svedte bogstaveligt talt, mens solen regerede udenfor. Man skal have ørerne godt foldet ud, for det går stærkt, der er meget som skal nås på kort tid. Motoren gik ikke ramt forbi, den skulle gennemgås med alle sine indtag, pumper og ventiler. Det viste sig senere at være absolut nyttigt, da motoren i vores egen båd bl.a. nægtede at fungere med lukket hane for dieselindtaget.  Gamle tankemønstre er svære at udrydde og det tog f.eks. mig tre dage at lære ordet diesel i stedet for benzin. Men i løbet af ugen fik vi alle styr på det meste i forskelligt tempo. Under dæk var det varmt midt på dagen. Det var rigtig dejligt sommervejr uden megen vind. Vi svedte anstændigt og så frem til den praktiske del af dagens program. Det var spændende at planlægge hvor båden skulle føres hen og forberede sig på hvad man kunne forvente af vind og rutens beskaffenhed. Der er ingen nåde og betænkningstid, når man er i så tæt pagt med naturen, hvor man får lov at betale prisen, hvis man ikke har taget højde for særlige forhold undervejs. På sejlerskolen var der sol og kærlig vind, hvilket betød gode forhold til øvelser i at krydse, smide mand over bord, gå op i vinden, falde af og hvad det nu hedder alt sammen. Det tager tid at lære alle de forskellige udtryk og vores datter havde lært sig en særlig kommando i forbindelse med mand over bord øvelsen. Hun kommanderede godt, når ulykken indtraf: ”Mand over bord”, råbte hun. Redningskransen blev imaginært kastet i vandet. ”Du holder udkik” var den næste kommando, hvorefter hun meddelte ”jeg falder ud, slæk sejlene.”  Vi kikkede alle spændt på hende, men hun blev stående. Gudskelov fik hun lært at sige ”jeg falder af, slæk sejlene” inden eksamen og hun fik stort set fik reddet manden om bord igen.

 

Vi sejlede hele eftermiddagen og enkelte gange til ud på aftenen. Vi besøgte en ny havn hver aften og skiftedes til at stå ved roret, hive sejl op og hjem, lave lidt kaffe undervejs og repetere dagens teori. Der skulle også holdes øje med bagbord, styrbord, luv og læ i en uendelighed. Hvilken halse sejler vi og hvor er nu den anden? Hvad med den enorme tanker jeg kan se i horisonten, hvor hurtigt kommer den og rammer den måske lige os? Skal hun eller jeg vige?  ”Husk nu at vise hvad du gør i god tid!” Nu går båden i stå, du er for tæt på vinden, styr efter den skorsten og hold øje med sejlene!” Samtidig var det en dejlig oplevelse, det tager tid at komme frem og når vejret er godt undervejs, bliver oplevelsen meget stor og åben. Det tager faktisk også tid at komme ud og ind i en havn, hvor der skal huskes så mange ting i den rigtige rækkefølge, så båden kommer på sin plads uden for mange skrammer. Det er fantastisk at vende en stor, tung båd i havnen med en instruktør, der bare sidder roligt og dirigerer slagets gang. Godt nok ikke så langt fra ror og gearstang, men alligevel var vi imponeret af al den is han havde i maven, mens vi svingede hans båd rundt mellem pælene. Men faktisk mener jeg ikke båden fik en eneste skramme i løbet af ugen, hvor vi fire amatører fik lov at føre båden fra første færd.  Det er ikke svært, så længe man har en med, som kan sige hvad man skal gøre og når vejret er perfekt. Men prøv bare at tænke på, hvis han nu faldt over bord. Det gjorde han heldigvis ikke, men begyndte i stedet at gå under dæk i længere perioder af gangen. De første gange kikkede vi da lige efter ham og det sugede lidt i maven. I slutningen af ugen steg lysten til at overtage mere ansvar, det går hurtigt med at vænne sig til båden, når man er på den hele tiden, dag og nat.

 

I slutningen af ugen gik det også op for os, hvor meget vi skulle kunne til eksamen, som uundgåeligt melder sig den sidste dag i kursus ugen. Vejret var flot, så jeg fik mulighed for at sætte mig på dækket, hvor der både var god plads til bøger og til søkort. Jeg var ved at besvime af skræk over alle de udregninger der skulle foretages, så jeg ville ikke være generet af, at jeg var så langsom til at løse opgaverne og de andre så hurtige. Der skulle tænkes meget over alle de oplysningerne og udregningerne og jeg er absolut familiens mindst egnede, når det gælder noget der ligner matematik. De andre er til gengæld vældig gode.  Det er således ikke mine udregninger vi skal sejle efter i starten, der kan godt smutte et par sømil ud af passerbenene og ud af hovedet. Jeg forstår det stadig ikke, for jeg gør mig meget umage og har fået de rigtige briller på.  Til gengæld skal man ikke ønske sig at falde over bord, hvis min datter sejler, for hun vil så gerne sikre sig, at hun kan nå én, så man er i stor risiko for at blive sejlet ned. De to mandlige familiemedlemmer klarede sig vist bare jævnt godt, det var os piger der stod for underholdningen. Vi bliver ganske givet sjovere og mere kreative at sejle med.

 

Alle bestod eksamen og nu er vi om bord så længe sommer, jobbet, venner, hus og have tillader det.

Der er tegn i sol og måne på, at vores båd nok skal blive brugt af både ”de gamle” og de unge. På sigt er det vores intention, at de to ældste børn også skal udsættes for et tilsvarende kursusforløb, alt efter hvor stor lyst de måtte have, hvor de befinder sig i verdenen og hvor mange småbørn de er optaget af. Da vi er temmelig sikre på, at vi kommer til at opholde os en del på havet fremover, har vi købt redningsvest til det første barnebarn.

 

Umiddelbart efter kursus sejlede vi videre i vores egen båd med vores ven.

 

 

 

Efterskrift:

Hjernen er en vidunderlig gave, tænk at der kan stoppes så mange nye ord og fastholdes så megen indsigt på så kort tid. Kroppen lærer at bevæge sig på gyngende grund og det gode humør ligger en klang under det hele. Familien er på bedste vis blevet introduceret til et fælles liv på havet. Vi synes det er sjovt og vi glæder os.

 

 

Hanne