Sejlads i det Græske Øhav

Logbog for KOS43.7

Den Saroniske Golf Middelhavet 2009

 

Lørdag 11. juli 2009

Vi overtog vores båd i havnen i Athen og startede med at gennemgå hele listen med inventar. Utroligt så meget der er. Endte dog med at konstatere at der manglede en toiletbørste, så sådan en blev fremskaffet.

 

Efter proviantering er vi klar til afgang.

 

Hvem er vi?

 

Ole Hjort , 49 år og skipper (Y3)

Charlotte Hjort, 21 år og co-skipper

Katarina Hjort, 19 år og co-skipper assist

+ 5 piger mere.

 

Charlotte og Katarina tog duelighedsbevis på Galathea i sommeren 2008, og nu skulle det bruges. Allerede ved klargøring kom Prebens ord og sætninger frem, så noget hang ved.

 

Nu var vi her i en Jeanneau Sun Odyssey 43 (med det eksotiske navn KOS43.7) og klar til 3 ugers sejlads i den saroniske golf sydvest for Athen - Grækenland.

 

Vi forlod havnen 17.30 for at søge til øen Aigina 15 SM mod vest. Vel ude af havnen satte vi sejl (og

Dannebrog under den bagbord salling) og båden sejlede roligt i de 4-5 m/s fra SV. Det varede en halv time, så forsvandt vinden. I gang med motoren for at nå frem inden solnedgang.

 

Vi nåede havnen i Aigina ved solnedgang, men måtte sande at det var for sent. Det var ikke til at finde en plads, og vi var ikke så trænet med båden (og slet ikke i mørke) at vi ville kaste anker og bakke ind uden på andre, så vi sejlede igen. Vinden var vendt og frisket op til 8-10 m/s fra NV. Vi gik til bugten ved Perdika (på Aigina) for at ankre op, men efter ½ times ankring kunne vi se at bugten ikke gav tilstrækkeligt læ for vind og bølger, så ankeret holdt ikke.

 

Op med det igen og videre til en ny bugt sydligere (og med mere læ). Kl. 24.00 lå ankeret sikkert og godt, men skipper beordrede ankervagt natten over. Han tog den selv.

 

Sikke en start. Velkommen til Middelhavet

 

Søndag d. 12. juli 2009

Plask! Det var den første lyd efter at solen var stået op.

Morgenbadet i havet var begyndt. Havet og luften havde nogenlunde samme temperatur - omkring 28

grader. Efter bad og mad kom ankeret op kl. 10.30 og sejlene sat med kurs mod Epidauros - en lille havneby på Peleponnes.

 

Sejlede stik vest med vind 6-8 m/s fra NV. Efter 2 timer flovede vinden og sejlene kom ned og alle kom i vandet. Ifølge søkortet var her ca. 400 meter dybt, så det gav et gib i pigerne da de hoppede i. Efter badning startede vi motoren og sejlede i havn. Efter en rimelig havnemanøvre kom vi til at ligge mellem en englænder og en sydafrikaner. Her bliver vi et per dage.

 

Søndag aften fandt vi en idyllisk taverna, hvor vi kunne få souvlaki på flere måder. Vi valgte noget

forskelligt, men fælles var at det smagte godt og stedet var smukt. En god oplevelse.

 

Tilbage i havnen var vinden taget til og kom fra den ene retning, hvor havnen ikke gav læ. Alle både vippede voldsomt. Check af anker og fortøjninger. Alt OK.

 

Mandag d. 13. juli 2009

Morgen i Epidauros er lig med kirkeklokker. De starter kl 7. Morgenmad og så af sted til amfiteatret – byens med rette store seværdighed. Kørte med 2 taxichauffører der søgte at genoplive de legendariske formel-1 dueller mellem Airton Senna og Alain Prost, her krydret med samtidig mobiltelefonsnak, rygning og indtagelse af Fanta. Vi overlevede, men var ikke sikre undervejs.

 

Tilbage - strandtur, shopping, vand og strøm til båden. Her var fine forhold, men bådens vandslange og strømkabel var for kort. Lånte slange af nabobåd og så var alt fint - og dog. Båden var tom for vand. Alligevel kunne vi kun påfylde 200 liter. Der skulle kunne være 650. Hvor var resten?

 

Om aftenen lavede vi mad, og så gik pigerne i byen. Deres gode oplevelser beskrives ikke, men om morgenen var der både malerier og krystaller i salonen?

 

Skipper nød aftenen i cockpittet med en ouzo. Så kan det vist ikke være mere autentisk.

 

Tirsdag d. 14. juli 2009

Kirkeklokkerne igen. Charlotte tidligt op og til stranden. Skipper i supermarkedet, alle andre sover. Kl. 9.00 lægger vi ud. Der er ingen vind, så vi sætter vores lid til de 75 heste under dæk.

Vejret er smukt og morgenmaden nydes på vandet. Efter 2 timer for motor kommer der lidt vind og vi sætter sejl og lænser med 2-3 knob sydpå. Alle er dovne indtil skipper råber:

DELFIN!!. Så vågner alle op.

 

Ud for Methana så vi nu en flok på 10-12 delfiner der kom op af vandet og rundt om båden.

Højdepunktet var da 4 delfiner svømmede under båden bagfra, og hvad der lignede på ryggen. Pulsen og begejstringen steg og alle gjorde sig klar til at hoppe i vandet. Vi vendte og søgte op mod stedet hvor vi så delfiner, men de var svømmet væk. Så badede vi alligevel og pigerne blev trukket gennem vandet. Altid en succes.

 

Indsejlingen til Poros er en af de smukkeste i verden. Meget eventyragtig med de hvide huse op ad bjerget. I havnen bliver vi straks vinket ind af Michael, en lokal taverna ejer, til en plads der lå udenfor hans Oasis Taverna.

Der var masser af plads i Poros, men det skyldtes at en stor flotille var sejlet om morgenen.

 

Michael så at vi havde lejet båden gennem Ib fra Sim Yachting, og så talte han varmt om Ib (Hib som det tilsyneladende hedder på græsk). Vi kvitterede ved at spise på hans taverna (ok, men ikke prangende) og så gik pigerne ellers i byen (igen)

 

Onsdag d. 15. juli 2009

Sen afgang fra Poros, da de sidste kom hjem fra diskotek kl 5! Afgang kl 12.30 i en udsejling der var lige så smuk som indsejlingen Ikke meget vind og den kom fra SØ, hvilket betød kryds og havbad igen.

 

Da der kom vind gik vi stille mod øen Hydra 10 SM mod syd. Den sidste time for motor og vi sejlede ind i Mandraki bugten på nordsiden af Hydra. Her ankrede vi i denne billedsmukke bugt, hvor solnedgangen stod lige i bugtens udgang - helt vidunderligt.

 

Torsdag d. 16. juli 2009

Dagen var den første der bød på flere udfordringer end vi havde forventet.

 

Vi startede fint med snorkling i bugten. Der var en del mindre, men farvestrålende fisk og en del søpindsvin og skaller efter dem.

 

Kl. 12 lettede vi anker og sejlede ind i havnen på Hydra - Komplet fyldt selvom vi kom tidligt. Skipper havde ikke mod på at bakke ind og ligge udenpå andre, så derfor valgte han at sætte pigerne af, så de kunne ride på æsler. Sejlede derefter den halve sømil tilbage til Mandrakibugten og ankrede op med en fortøjning til land. Charlotte var bekymret for om der var ankerkæde nok ude, og hun fik desværre ret. Mens vi spiste frokost på tavarnaen på land, rev ankeret sig løs, og båden drev ind mod kysten. Hurtigt hen til båden, få fortøjninger fri og båden væk fra land. I skyndingen ramte skipper et søpindsvin og fik 5 små pigge i foden.

 

Nyt forsøg på at lægge til, men en katamaran med østrigere mente at vi ville krydse ankre (måske, men næppe) Op igen med ankeret og rundt for at prøve igen et nyt sted.

Midt i bugten var en motorbåd og en sejlbåd i gang med en dans, idet de havde fået filtret ankrene sammen. Dem skulle vi ikke rodes sammen med.

 

Efter nogle forsøg på at finde et sted at ankre mod land, gav vi op og sejlede tilbage til vores "gamle" plads midt i bugten. Her lå vi fint.

 

Pigerne kom tilbage med vandtaxi fra Hydra by og sprang straks i vandet, og kom hurtigt i snak med en flok tyske mænd i en Bavaria.

Det var 5 mænd der for 30 år siden havde sejlet i Grækenland, og nu gentog de turen sammen med 2 voksne sønner. Pigerne festede herefter med tyskerne, bland andet med endnu en tur med vandtaxi til Hydra by.

 

Imens på båden var vi løbet tør for vand (igen) og forbrugsstrømmen var også under minimum. Lidt træls.

Hvad skal man med 2 badeværelser, hækbruser og lamper overalt, når der kun er kapacitet til under 1 døgn.

 

Fredag d. 17. juli 2009

Skipper vågnede op til 4 meget friske piger - de var stadig i gang med at feste med gutterne fra den tyske båd. Da den sejlede faldt energiniveauet en del.

 

Vind var der heller ikke meget af, så kl. 12 lettede vi anker og sejlede for motor tilbage til Poros, hvor vi igen blev mødt af Michael.

 

Ringede til Kavas, hvor båden var lejet, og for at få hjælp med problemer med vand og strøm. De var mere interesserede i hvordan vi kunne afgøre at der ikke kunne fyldes mere end 200 liter vand på båden end at forklare hvordan jeg får glæde af de 600 liter der skulle være. Fik oplyst at motor skal køre mindst 4 timer for mindst 1500 rpm for at lade batteriet op. Efter 2 timers sejlads ser det ikke ud til at have virket.

 

I havnen i Poros lå Rosa (en Bianca 111) fra Køge, med Ove og Linda. Havde mødt dem sidste år i Poros, og vi udvekslede historier og fik gode råd om gode steder i området.

 

Overnattede igen ud for Oasis taverna og ikke mindst diskoteket Joy (Beer Academy) der spillede høj musik til kl. 3.

 

Lørdag 18. juli 2009

Skiftedag. Pigerne (de 6 af dem) skulle hjem og 6 venner ankom til Poros.

 

Flyttede båden om til Marinaen, hvor der var strøm og vand - troede vi. En del af havnen havde kun vand, og det var dér vi var kommet til. Fik fyldt båden med vand, gjort rent, sendt pigerne af sted, modtaget nyt hold og så endelig ud til Russian Bay for at bade og snorkle. Havde været der sidste år, hvor vandet var grumset. Det var det også i år - Der tager vi ikke ud igen.

 

Tilbage i havn. Placerede båden med en perfekt havnemanøvre lige ud for et el-skab. Nu kunne det ikke gå galt - troede vi. Det viste sig at skabet var fyldt af ledninger fra andre både, bl.a. fra både med meget lange forlængerledninger. Vores båd have en ledning der var alt for kort (samme problem som i Epidauros) til at nå næste stander. Altså ud og finde en isenkræmmer og købe 30 meter forlænger-ledning. Så fik vi strøm.

 

Det bliver spændende at se hvor langt fuldt opladede batterier vil holde (vi skulle blive skuffede)

 

Søndag d. 19. juli 2009

Afgang 10.30 i svag vind fra SØ. Efter kort tid for sejl skulle der bades og alle (næsten) var meget

interesserede i at styre, sætte sejl osv, så skipper og Charlotte får ro til bare at nyde turen.

 

Kursen var mod Ermioni, og på trods af ønsket om at sejle for sejl, blev det alligevel motor der fik lov til at tage de sidste 5 SM.

 

Ankom til Ermioni kl. 17.30. Vi sejlede til inderhavnen. Sød lille havn, hvor vi fik en god plads. Ermioni er en lille by, der er smuk, men uden så meget turistpræg. Havde fået råd om at gå op på bakken og spise, og alle fik god mad til få penge. Ermioni er også god til snorkling og proviantering, med flere gode butikker.

 

Mødte en familie fra Svendborg der også havde lejet en SO43 hos Kavas. De havde lidt flere problemer med strøm end vi havde, eftersom de havde ligget stille i 1 ½ døgn inden de fik skiftet et defekt motorbatteri.

 

Mandag d. 20. juli 2009

Afgang kl. 10.30 i pæn vind fra N, og hurtigt kom båden op på 4 knob på loggen (5 på GPS'en). Det varede dog kun 10 minutter, så sprang vinden 120 grader og faldt til svag.

 

Kort tid efter så vi delfiner. Denne gang lidt længere væk, men til gengæld en flok der var ved at jage. Charlotte hoppede i vandet og kunne høre delfinernes kommunikation, så hun var glad.

 

Startede motoren og gik op til en ø ud for Porto Heli for at bade og spise frokost. Godt vand at dykke i og tilsyneladende et meget rigt område, at dømme efter husene på land og de opankrede yachts.

 

Mærkede en brise fra SØ, og satte sejl. Hurtigt steg vinden til 6 m/s og vi fik fart i båden (7,5 knob ifølge GPS) og det holdt til 2 SM fra målet - en smuk bugt ved Khaidari. Ankeret i og så bade.

 

Middagen blev turens hidtil bedste. Et besætningsmedlem lavede et vidunderligt måltid med guldbars og grøntsager og meget mere.

 

Ang. båden. Batterierne er flade, så der er ingen ankerlanterne.

 

Tirsdag d. 21. juli 2009

Efter en rolig nat og morgenbad, gik turen til Nafplio længere nordpå. Vinden var 3-4 m/s fra SV så det var perfekt sejlervejr derop. Gik i havn i Nafplio og så en ualmindelig kedelig havn, men en smuk by i en helt anden byggestil end andre græske byer - mere italiensk.

 

Efter sightseeing og frokost i byen sejlede vi videre til en lille havn i Astrous på den anden side af bugten. Vinden var frisket op og lige imod. Det betød motor.

 

I Astrous fik vi plads yderst på molen, vi fik vand og en god middag i byen (Der er lidt af en turistfælde)

 

Onsdag d. 22. juli 2009

Vågnede op med myggestik hos alle. Man ser, hører og mærker ikke myggene, men de er der.

 

Vinden har skiftet retning og båden ligger nu meget skævt i havnen. Justerer ankeret, fortøjning og fender.

 

Opdager at gassen er løbet tør, og skifter til ny flaske. Der kommer stadig ikke gas ud ØV, den virkede ellers fuld. Ingen kaffe eller the.

 

Den opfriskende vind på tværs får båden til at ligge mere skævt, så skipper betyder at det er afgang, så vandring til borgen over Astrous bliver det ikke til.

 

Kursen er SV mod Spetses. På vandet er vinden 8 m/s fra V, så båden skyder en god fart. Efter 2 timer løjer vinden, men kommer så igen med 10 m/s fra Nord, og på en god agten for tværs logger vi 8 knob på GPS'en (loggen er nu holdt op med at virke)

 

Havnen i Spetses er lille, og det meste var reserveret, så derfor blev der ankret op med en line til land.

Efter frokost gik vi på opdagelse på Spetses, bl.a. for at finde gas. Efter flere forespørgsler, hvor vi fik at vide at de havde gas, og så alligevel ikke, så blev det ikke onsdag vi fik kaffe på båden.

 

Spetses er en rig turistø og alt er meget mondænt og velplejet. Vi fandt et lidt mere beskedent sted bag bådværftet, og fik rigtig god mad.

 

Torsdag d. 23. juli 2009

Jagten gik ind på gas fra morgenstunden, og der var først ikke noget, men en lokal borger tog scooteren og fik fat i en flaske. Hurra. Det løste dog ikke problemet. Heldigvis var der en nysgerrig ingeniør ombord, der fandt ud af at forbindelsesrøret til gassen var trykket fladt. Ved at rette lidt på det, og ved tilfældigt at undlade at åbne stophanen helt???, så kom der gang i komfuret. Hurra.

 

Afgang fra Spetses kl. 10. Ankeret var i nattens løb blevet krydset af et andet, så nu var det vores tur til at vikle ankre ud. "Synderen" kom hurtigt til i en gummibåd, og havde prøvet det før, så vi kom hurtigt fri.

Ude på vandet var der vind nok -10-13 m/s fra Nord, så det var perfekt til kurs mod Hydra. Loggede hele 8,4 knob på GPS'en og kom hurtigt frem til øen Dhokos. Her sprang vinden og løjede af, og efter 1 times forsøg på at komme igennem et smalt farvand gav vi op, og startede motoren.

 

Gik til Hydra og forventede at finde en fuld havn, men så en meget lille plads, hvor vi klemte os ind. Blev kaldt havnemanøvre med skohorn. Fantastisk heldigt.

 

Fik set Hydra by og badet fra klipperne. Hydra er et sjovt sted, og det er forståeligt hvorfor det er så populært. Der er kun 4 biler på øen, og ingen scootere, og det giver et godt miljø.

 

I Hydra fik vi vand (130 liter). Vandmanden, der også ligner julemanden, undrede sig, og fik fat i en person der vidste noget om indretningen af de store både. Han rådede til at vi kun holdt 1 af vandtankene åben ad gangen (i modsætning til Kavas instruktion). Det skulle vise sig at være et rigtig godt råd

 

Fredag d. 24. juli 2009

Havnen i Hydra blev langsomt tømt, og mens skipper var i vandet, tog en anden båd ankeret, med det

resultat at båden drev ind på havnekajen. Da skipper kom tilbage havde den skrabet en del glasfiber af => reparation i Poros. Nedtur.

 

Fik halet ind på ankeret, men kunne ikke få nyt bid. Holdt herefter båden fra kajen med motor indtil afgang.

 

Sejlede ud kl. 10 i 10 m/s fra Nord. Krydsede op til en lille bugt ved øen Soupia (der ligner en frø). Her badede vi og stedet var fremragende til snorkling. Blandt andet blev der set Muræne, blæksprutte og en slange. Særligt var der en skrænt hvor bunden faldt fra 1 til 30 meter meget hurtigt.

 

Mens vi badede løjede vinden af, så tilbage til Poros var det motor.

 

I Poros lagde vi til i marinaen, og fik strøm, og glædede os over at vi havde haft en god uge.

 

Skipper gik i marinebutikken og købte glasfiber reparationskit. Blandede det og påførte det skaden fra

Hydra. Havde fået forklaret at det ville blive hvidt (som båden) når det var tørret og slebet. Det blev dog ved med at være grønt.

 

Spiste på Clock tower Garden, og det kan anbefales.

 

Lørdag d. 25. juli 2009

Tid til at tage afsked med de 6 venner der havde været med den sidste uge. Flyvebåden var aflyst fra Poros, så nogen måtte med bus til Athen, mens andre kom med en forsinket færge. Det er ikke kun på kystbanen der er problemer.

 

Det nye hold kom så senere med en (forsinket) flyvebåd, og alle blev budt velkommen, og de tog bagefter på sightseeing på Poros.

 

Skipper sleb glasfiberreparation, så den blev smuk og glat men GRØN. Af sted til marinebutik, for at få

konstateret at det var det forkerte kit. Ny marinefiller i lys grå, og den passede næsten i farven.

 

Søndag d. 26. juli 2009

Tidligt op og slibe færdigt, og så afgang. Forskellige vejrudsigter talte om forskelligt vejr. 1 lovede hård vind, en anden næsten ingen vind. Det var nemmere dengang der var monopol.

 

Ved afgang var der lige et anker der havde krydset, men det fik vi hurtigt af, og så ud i svag vind fra N. Efter ½ time forsvandt vinden, og det var tid for det nye hold at bade på dybt vand. Med 30 grader varmt vand tog det lang tid at få folk op igen.

 

Sejlede herefter for motor til Hydra og tilkæmpede os en plads samme sted som sidst.

 

Så startede begivenhederne. Både kom ind og fangede ankre og skulle have hjælp med at komme på plads.

 

En af vores nye faldt på gangbroen og slog benet slemt, så han blev transporteret til det lokale hospital (der lå lige ved havnen). Sygeplejersken på stedet var yderst hjælpsom, og lånte os en rullestol til at transportere den tilskadekomne. Derved sparede vi de 40 euro!!! en stærkt beruset æseldriver ville have for de 150 meter.

 

Tilsyneladende var der ikke sket noget alvorligt, og en indsprøjtning, forbinding, is og et par lånte krykker skulle være behandling nok.

 

I havnen fortsatte forestillingen i "hafenkino", og i Hydras lille havn skulle der pludselig være plads til yachten "Smile" på over 100 fod og i 4 dæk!!

 

Besøg på havnekontoret i Hydra er en oplevelse. Her er en betjent i meget fin uniform, meget bestemt, meget grundig og helt uden humor. Måske skyldes det sidste at han efter lang tids beregninger og udfyldelse af fine blanketter skulle opkræve 1, 92 Euro. Det er da morsomt, men måske ikke for ham.

 

Aftenen var dog smuk og til sidst sænkede roen sig over Hydra.

 

Mandag d. 27. juli 2009

Skipper vågner kl. 4 ved at båden gynger og det blæser. Kommer op og ser at det er blæst kraftigt op fra Nord, og netop fra den retning yder vores plads i havnen ingen læ. Alle både på sydkajen gynger og alle skippere kommer på dæk. De næste timer går med at justere fendere, fortøjninger og holde øje med ankeret.

 

I havnen er der stor aktivitet med både der lægger ekstra ankre ud, eller hvor ankeret ikke holder og ekstra spring lægges til andre både. Midt i aktiviteten vælger "Smile" at lægge fra, og så begyndte ankrene at skride andre steder. 2 både ved siden af os valgte at sejle fra Hydra ved solopgang. Vinden var 15-20 m/s fra Nord, så vi besluttede at blive i Hydra.

Resten af dagen gik for skipper med at assistere med manøvrer, herunder at vikle ankre ud i havnen.

 

En spansk SO43 (også fra Kavas) som vi have assisteret (fordi bakgearet ikke fungerede) kom med rødvin. Vi insisterede på at vi kun ville tage imod, hvis de drak den med os. Det blev til en ret unik aften med rødvin, tapas og tegnsprog og gensidige invitationer til Murcia i Spanien og Bagsværd i Danmark.

 

Ud på aftenen faldt vinden, og efter et besøg hos den fortsat humørforladte betjent kunne vi nyde aftenen.

 

Tirsdag d. 28. juli 2009

Vejrudsigten lyder på vindstyrke 5-6 resten af dagen, så vi beslutter os for at sejle til Ermioni, hvor der vil være læ i havnen.

 

Først er der dog en del både vi gerne vil have ud, for deres ankerkæder ligger over vores. Tålmodigheden belønnes. Da vi kl. 10.30 kaster fortøjningerne kommer vi ud uden problemer.

 

På vandet er vinden frisk fra Nord og bølgerne omkring 1 meter. Søsygen melder sig hurtigt ombord, mens andre nybegyndere lærer at sætte sejl og justere skøder. Der er lidt mere "gang i den" når det blæser.

 

Efter 1 time løjer vinden af, og skifter retning. Det fortsætter med vindspring den næste time, og så starter vi motoren.

I en bugt ud for Ermioni bader vi, men selvom vandet er klart, så er den lidt kedelig.

 

Vi går i havn i Ermioni og falder straks i snak med en norsk familie vi også havde mødt på Hydra.

 

Efter en snorkletur, hvor vi så blæksprutte spiser vi igen i en restaurant på bakken med udsigt over bugten.

 

Onsdag d. 29. juli 2009

Vinden er fortsat frisk fra N da vi forlader Ermioni om formiddagen. Satte 2 reb i storsejl og foran for tværs langs kysten. Den megen vind, og deraf krængning, var for meget for en af passagererne, så storsejlet kom ned. Vi fortsatte for forsejl til vi nåede bugten ved Soupia for at dykke.

 

Efter snorkling startede vi motoren og sejlede til Poros. Her kom vi ud i sø, og søsygen satte ind igen

 

Som forventet var der god plads i Poros, så vi lagde os på en plads i strædet, hvor der er så smukt.

Spiste hos Elsa oppe i byen, men det var ret middelmådigt.

 

Angående båden: Kan nu konstatere at der er masser af vand på båden, efter vi kun bruger 1 tank ad

gangen. Batteriet er kun blevet værre, og nu er ekkoloddet også stået af.

 

Torsdag d. 30. juli 2009

Afgang fra Poros for sidste gang. Absolut et sted at besøge igen.

 

Vinden er fortsat frisk fra N, og ved udsigten til at skulle krydse hele vejen til Aigina, og frygt i besætningen for krængning, så blev det motor og autopilot hele vejen.

 

Vi fandt hurtigt en plads i Aigina, men havnen blev hurtigt efter propfuld.

 

Nogle tog på tur til templet på Aigina, mens andre gik i vandet og i byen.

Spiste på en lille restaurant i en baggade. Her var der stille, og rigtig god mad.

 

Fredag d. 31. juli 2009

Aigina har et fint tempel for guden Afaia. Det tog vi op for at se på, og på vejen var vi inde i en ny (ikke

færdigbygget) kirke, der angiveligt er den største ortodokse kirke i Europa - Spændende.

 

Startede fra Aigina 13.30 og satte hurtigt sejl, men vinden var nu svag fra V, og efter 4 timer for sejl slap tålmodigheden hos besætningen op. Gang i motoren og tilbage til Alimos Marina i Athen.

 

Her præsterede vi turens suverænt bedste havnemanøvre ved at bakke hele vejen ind, og blot dreje på plads. Sådan!!

 

Skipper og Charlotte var glade for at turen var gået så godt, og var parat til at tage 3 uger til (mindst)

 

Lørdag d. 1. August 2009

Aflevering. Båden bliver gennemgået af Kavas og den lange liste af større og mindre fejl bliver gennemgået.

Straks begynder reparationerne - Positivt. Mindre positivt er det at Kavas vil opkræve 80 Euro for at

landgangen er blevet skæv. Efter en del diskussion, opgav de kravet, og vi kunne tage af sted.

 

Athen kandiderer til titlen som Europas grimmeste hovedstad, men der er dog seværdigheder og Plakaen er hyggelig, så der tog vi hen.

 

Turen sluttede, som den gør for mange andre turister, med at skipper fik stjålet sin pung i metroen, og det på trods af stor opmærksomhed om netop dette.

 

Refleksioner

De 3 uger i Middelhavet var en fantastisk oplevelse som sejler. De tips og tricks vi lærte på sejlerskolen, og de råd vi fik fra Ib i Sim Yachting prøvede vi af dagligt, og med succes. Vi kan kun anbefale det.

 

Livet i havnene og kontakten blandt sejlere fra hele verden gav turen en ekstra dimension.

 

Hvis det er intensiv sejlads i toptrimmede både man søger, så er det ikke denne form, dertil er

charterbådene for tunge, firkantede og beskedent rigget. Til gengæld har man god brug for den plads og komfort som de tilbyder.

I Grækenland er havnene små og ofte fyldte og helt uden faciliteter, men det er en charme i sig selv når de ligger som de gør, og efter noget træning med at ankre og bakke og fortøje kreativt, så er de ikke værre end en moderne marina i andre lande.

 

Til andre kan vi kun opfordre til at få duelighedsbeviset (hvis det ikke er i hus) og så komme af sted.

 

Links

http://www.nordsjaellands-sejlerskole.dk/

http://www.simyacht.dk/         

http://www.kavas.com/